Se den omtalte undervisning “Bibelsk dåb efter Guds hjerte” her:
https://lyttiljesus.dk/blog/undervisning/daab-efter-bibelens-hjerte/

Skriftsteder fra undervisningen

Markusevangeliet 16.14–18
14 Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. 15 Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. 16 Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. 17 Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, 18 og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«

Peters Første Brev 3.18–21
18 For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud. Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, 19 og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem; 20 det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. 21 Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse,

Paulus’ Brev til Galaterne 3.27–29
27 Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. 28 Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, 29 og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.

Apostlenes Gerninger 19.13–20
13 Også nogle af de omvandrende jødiske dæmonbesværgere forsøgte at nævne Herren Jesu navn over dem, der havde onde ånder. De sagde: »Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus forkynder!« 14 Blandt dem, der gjorde det, var der syv sønner af en jødisk ypperstepræst Skeuas. 15 Men den onde ånd svarede dem: »Jesus kender jeg, og jeg ved, hvem Paulus er, men hvem er I?« 16 Og manden med den onde ånd sprang på dem, overmandede dem alle og mishandlede dem sådan, at de nøgne og forslåede måtte flygte ud af huset. 17 Det rygtedes blandt alle, der boede i Efesos, både jøder og grækere, så alle blev grebet af frygt, og Herren Jesu navn blev lovprist. 18 Mange af de troende kom og bekendte og fortalte, hvad de havde gjort. 19 En del af dem, der havde haft med trolddom at gøre, bragte deres bøger med og brændte dem i alles påsyn. Man regnede den samlede værdi ud og kom til 50.000 sølvpenge. 20 Således fik ordet ved Herrens kraft stadig fremgang og styrke.

Paulus’ Brev til Romerne 6.4
4 Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.

Paulus’ Brev til Galaterne 2.19–21
19 For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. 20 Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. 21 Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte.

Paulus’ Første Brev til Korintherne 10.1–5
1 Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet 2 og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet 3 og spiste alle den samme åndelige mad 4 og drak alle den samme åndelige drik – for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus – 5 og alligevel fandt Gud ikke behag i ret mange af dem. De blev jo slået ned i ørkenen.

Anden Mosebog 14.10–29
10 Farao kom nærmere, og da israelitterne fik øje på egypterne og så, at de var på vej efter dem, blev de meget bange og råbte til Herren. 11 De sagde til Moses: »Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen? Hvad er det, du har gjort imod os ved at føre os ud af Egypten? 12 Sagde vi ikke til dig i Egypten: Lad os være, lad os trælle for egypterne! Vi vil hellere trælle for egypterne end dø i ørkenen.« 13 Men Moses sagde til folket: »I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag. For sådan som I ser egypterne i dag, skal I aldrig mere få dem at se. 14 Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!«
15 Herren sagde til Moses: »Hvorfor råber du til mig? Sig til israelitterne, at de skal bryde op. 16 Du skal løfte din stav og række hånden ud over havet og kløve det, så israelitterne kan gå tørskoet gennem havet. 17 Og jeg vil gøre egypterne hårde, så de følger efter dem. Jeg vil vise min herlighed på Farao og på hele hans hær, hans vogne og hans ryttere. 18 Egypterne skal forstå, at jeg er Herren, når jeg viser min herlighed på Farao, på hans vogne og hans ryttere.«
19 Guds engel, som gik foran Israels hær, rykkede nu om bag dem, og skysøjlen foran dem rykkede om bag dem, 20 så den kom til at stå mellem egypternes hær og israelitternes hær. Skyen kom med mørke, men oplyste natten. Hele natten kom de ikke nær til hinanden. 21 Moses rakte sin hånd ud over havet, og hele natten igennem drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm og gjorde havet til tørt land. Vandet kløvedes, 22 så israelitterne kunne gå tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem. 23 Egypterne satte efter dem lige ud i havet med alle Faraos heste, hans vogne og ryttere. 24 Men i morgenvagten så Herren i ildsøjlen og skysøjlen ned på Egyptens hær. Han skabte forvirring i Egyptens hær 25 og blokerede hjulene på vognene, så de kun med besvær kunne få dem frem. Da sagde egypterne: »Lad os flygte for Israel, for Herren fører krig for dem mod Egypten.« 26 Men Herren sagde til Moses: »Ræk din hånd ud over havet, så vandet vender tilbage over egypterne, over deres vogne og ryttere.« 27 Moses rakte sin hånd ud over havet, og ved daggry vendte havet tilbage til sit normale leje. På deres flugt kom egypterne lige imod det, og Herren styrtede egypterne i havet. 28 Vandet vendte tilbage og lukkede sig over alle vognene og rytterne i Faraos hær, som var fulgt efter dem ud i havet. Der blev ikke en eneste af dem tilbage. 29 Men israelitterne gik tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem.

Paulus’ Brev til Romerne 6.5–11
5 For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. 6 Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; 7 den, der er død, er jo frigjort fra synden. 8 Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. 9 Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. 10 For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. 11 Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

Rom 6:20-23 – BPH
20 Dengang I var slaver af synden, tænkte I ikke på, om det, I gjorde, var godt i Guds øjne. 21 Hvad førte det jer ud i? Kun ting, som I nu skammer jer over. Sådan et liv ender nemlig med død. 22 Nu, da I er løst fra syndens lænker og er kommet ind i et lydighedsforhold til Gud, fører det til et liv, som Gud kan acceptere, og det ender med evigt liv. 23 Synd straffes med døden, men Gud skænker det evige liv gennem Jesus, vores Frelser og Herre.

Johannes’ Første Brev 3.7–10
7 Kære børn, lad ingen føre jer vild. Den, der gør retfærdigheden, er retfærdig, ligesom han er retfærdig. 8 Den, der gør synden, er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen. Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger.
9 Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. 10 Derved bliver det åbenbart, hvem der er Guds børn, og hvem der er Djævelens børn: enhver, som ikke gør retfærdighed, er ikke af Gud, lige så lidt som den, der ikke elsker sin broder.

Fjerde Mosebog 19.11–13
11 Den, der rører ved liget af et menneske, er uren i syv dage. 12 Han skal rense sig for synd med asken på den tredje og den syvende dag, så er han ren. Hvis han ikke renser sig for synd på den tredje og den syvende dag, er han ikke ren. 13 Enhver, der rører ved liget af et menneske, ved én der er død, og som ikke renser sig for synd, gør Herrens bolig uren. Det menneske skal udryddes fra Israel, fordi der ikke er stænket renselsesvand på ham. Han er uren; hans urenhed hænger endnu ved ham.